Dagen i dag har givet anledning til refleksion og eftertanke. Det er egentlig blot endnu en dag af mange efter vi er landet i Danmark igen. Og så er der alligevel noget specielt over dagen.
I dag skulle vi have sagt farvel til Hong Kong, og i skrivende stund sidde i en flyver sammen med Bodil og Jens Arne. Vi skulle have nydt en fadøl i lufthavnen imens vi ventede på take off. Vi skulle have kufferteren fyldt med minder om et spændende land og håndbagagen med snacks fra alle vores venner og bekendte. Vi endte med en anden rejsefælle, kufferter der var pakket i hast og en håndbagage, der med sine mængder af medicin vidnede om en syg passager…
Dagen i dag er også dagen efter i går. En dag, hvor vi deltog på Areopagos’ Sommerfestival. Vi havde faktisk ikke lyst til at tage af sted. Det gav ikke mening af konfronteres med et fællesskab, der ville vide mere – vi ønskede ikke at dele. Men vi blev draget af årets festivaltema: Stol på, at det vil lysne. – og vi kunne jo bare sidde lidt for os selv. Passe os selv i vores eget mørke. Og igen forundres man over Guds evne til at arbejde i én, når man har allermest modstand på det. Vi blev mindet om tre faser; når drømmen ikke blev, accepten af at det var sådan det blev, og øjeblikket hvor der opstår nye drømme. For målet er ikke at vandre i dødsskyggens dal! Og dagen bød på livgivende latter, trøstende ord og en medfølelse vi kunne håndtere. Vi stoler på, at det vil lysne.
Varmen er skyllet ind over os som i en kombination af Randers Regnskov og en hårtørrer. Nætterne efterlader ingen svalende brise. Blot muren af varme. Og det bliver værre siger de. Det må de om, for til den tid er vi her ikke længere.
Der har været store planer om en kæmpe ascension party her i huset i dag. For i dag er det Kr. Himmelfart, og da huset hedder Ascension House virkede det nærliggende at fejre netop i dag på særlig vis. I stedet sætter vi os om få timer i et fly og farer selv op i skyerne.
Jesus for til himmels for at gøre klar til, at vi vender hjem til ham en gang. Disciplene blev efterladt og skulle fortælle verden om Jesus. Nogle tvivlede, og var måske fyldt af tomhed over, at Jesus nu havde forladt dem. Følelsen af tvivl og tomhed gør sig lige nu også gældende. Det har været et halvt år, der på ingen måde blev som forventet. På mange måder bedre, og på mange måder mere frustrerende. Og afslutning havde ingen af os drømt om. Vi efterlader et tomrum – for det fik vi at vide i går til en meget overvældende afskedssamling. Men vi efterlades også i et tomrum.
Men igen bliver vi mindet om Guds kærlighed. Først gennem gårsdagens bibeltekst til morning prayer: Esajas Bog kap. 44 vers 1-8:
Men hør nu, Jakob, min tjener, Israel, som jeg har udvalgt. Dette siger Herren, som skabte dig, han, som dannede dig fra moders liv, hjælper dig: Frygt ikke, min tjener Jakob, Jeshurun, som jeg har udvalgt! For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere. De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb. Én siger: Jeg tilhører Herren, en anden kalder sig med Jakobs navn, og én skriver i sin hånd »Tilhører Herren« og bruger Israel som hædersnavn. Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig. Hvem der er som jeg, skal udråbe og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang jeg grundlagde et evigt folk. De skal fortælle dem, hvad der skal ske, og hvad der kommer. Vær ikke forfærdede og rædselsslagne! Har jeg ikke fortalt og forkyndt dig det for længst?I er mine vidner: Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe, jeg ikke kender?
Og når man har det som salmisten og kongen David ind imellem havde det, klager vi, men også håber med på hans ord i Salmernes Bog kap. 66 vers 2+3: Hør min klage, Gud, lyt til min bøn! Fra jordens ende råber jeg til dig, når jeg føler afmagt. Du skal føre mig op på den klippe, der er for høj for mig.
Dernæst da vi også i går er nede for at gøre de sidste indkøb, og falder over en kasse mundbind med en due og sætningen: I will never forsake you.
Der synges, at julen varer lige til påske – og det er lang tid. Der er også gået lang tid siden det var påske, men derfor kan I jo fint få et indblik i en meget begivenhedsrig uge. Og at markere, at det i dag er et halvt år siden vi kom til Hongkong synes at give god mening at gøre på denne måde.
Inspireret af mine og Bodils interviews med de ansatte, har det været et ønske, at der blandt stedets ansatte kunne deles livs- og troshistorier, for også ad den vej at skabe bånd og bygge broer mellem de forskellige units. Skærtorsdag mødtes vi derfor med en stor flok af de ansatte, og fik taget hul på story telling. Bodil og Jens Arne fortalte om deres liv og virke i både Liberia og Jerusalem. En rigtig skøn eftermiddag, hvor de fremmødte blev introduceret til den danske fastelavnsbolle.
Vi sluttede dagen af med nadver i Lotuskrypten, og gik videre hjem til os, hvor vi i fællesskab havde et lille påskemåltid og derefter nød en dejlig middag.
I tiden op til Langfredag havde Petros og Bodil arbejdet på a Good Friday Walk, hvor vi med læsninger fra Bibelen, refleksion og sang gik fra Christ Temple og frem mod det store kors. Det var en meget fin oplevelse, og som blev positivt understøttet af, at der var så mange, der havde valgt at tage turen til bjerget og deltage.
Påskemorgen stod vi op kl. 5 for at være klar til den smukkeste påskegudstjeneste med solen, der stod op bag korset. Efterfølgende inviterede vi til en let morgenmad i Ascension House. Det var SÅ skønt at mærke et summende liv i det hus. Og hvad er en påske uden skiden æg og friskbagt rugbrød?
Påskedagene sluttede for Levis og mit vedkommende af med en tur til Lamma Island. For snart to måneder siden blev vi gjort bekendt med gruppen Danish Toddlers in HK, hvor én eller begge forældre taler dansk. Det viser sig, at vi er over 15 børn, der taler dansk under 4 år(!!). Turen til Lamma Island blev derfor startskuddet til forhåbentlig mange hyggelige stunder sammen! Det var en helt igennem skøn dag med udeleg, grill, påskeæggejagt og tur med båd. Og inden turen gik til Sha Tin sluttede vi af med den lækreste shawarma øst for Jerusalem i skæret fra skyskraberne langs Victoria Habour. Min sjæl hvad vil du mere?
Og den skønne dag blev begyndelsen på enden af vores ophold i Hongkong. Dagen efter røg bettemanden på hospitalet efter et voldsomt epileptisk anfald. Nu en lille måned senere kan vi skrive fem anfald og tre hospitalsbesøg på listen over oplevelser i Hongkong. Vi pakker derfor sammen, og tager hjem så snart det lader sig gøre.
Mandy havde godt luret, at jeg i den seneste tid har talt med nogle af hendes kollegaer. Og en dag, hvor jeg skal hjælpe hende med at arkivere en halv regnskov, får hun da også spurgt ind til hvornår – og om jeg overhovedet skal tale med hende. Da jeg bekræfter lyser hun op i sit velkendte smil, der helt skjuler hendes øjne, og siger, at hun da bliver nødt til at forberede sig, og gerne vil have sendt spørgsmålene på forhånd. Det siger en del om Mandy – for hun går i en særlig grad op i ordentlighed. Og intet bliver overladt til tilfældighederne, når hun står ved roret. Det være sig alt lige fra den månedlige lønudbetaling til det livgivende væksthus hendes lille kontor er.
Som det viser sig for mange af de ansatte her på bjerget, er vejen hertil ikke været helt uden omveje. Mandy er født og opvokset i en kristen familie, men valgte troen og kirken fra som teenager. Efter hun mødte sin mand og blev gift begyndte hun dog igen at søge Gud, og da hun var gravid min sin søn, blev hun døbt. Som ung var Mandy ansat i forskellige større virksomheder, hvor hun hurtigt steg i graderne. Det var år med lange arbejdsdage, og hvor hun kun så sin søn i weekends. Efter en korruptionsskandale (ikke med Mandy involveret) stod hun uden job, og blev af en veninde introduceret til ServiceUnits tidligere general manager, Jacob. Hun har siden 2000 siddet tungt, men sikkert på Tao Fong Shans kasse. Og med ansvaret for al økonomi i både SU og Christian Centre, bliver hun i til dagligt omtalt som Money Mandy. Før Mandy kom til bjerget var hun vant til at arbejde i store kolde kontorbygninger, men nu er det som at være i en have, og hun fortæller drømmende om, hvor fine bygningerne var da hun begyndte at arbejde her – det var lige efter den store brand, og alle bygningerne var blevet renoveret og istandsat. Ikke kun de fysiske rammer er anderledes for Mandy. Som hun selv udtrykker det er hun uddannet to business – not people. Men hun oplever at ikke kun folk omkring hende transformeres, men også hende selv. For Mandy begrundes det særligt i to årsager. Den ene at hun har fulgt kurser på LTS. Den anden lederskiftet i SU for lidt over to år siden. For nu fylder ord som fællesskab, partnerskab og en fælles retning. Og for Mandy er det vigtigt, at understrege, at if we are in God, we can meet again.
Og selv om Mandy tydeligvist trives i ordentlighed og at man er mere en almindelig godt forberedt, slutter hun alligevel samtalen af med at sige We need to take a risk – then we can grow together.
Mandy med en kage i anledningen af at hun har afsluttet et kursus på LTS
På en almindelig dag hører og ser jeg ikke meget til Grace. Hun sidder i sin bås godt barrikaderet af ringbind, skabe fyldt med dokumenter og en bredskygget solskærm. Omend ovenlysvinduer er et hit i nordiske lande, fordi det bl.a. giver et behageligt naturligt lysindfald, er Service Units kontorfællesskab endt som et drivhus og med et noget enerverende lysindfald.
Inden vores samtale har jeg ikke vekslet mange ord med Grace, og er derfor spændt på om det bliver lidt et tovtrækkeri at få svar og informationer ud af hende. Men det bliver øjeblikkeligt gjort til skamme, da vi sætter os ned (og kun fordi det er fyraften og bussen kører, rejser os 1,5 time efter). For Grace har meget på hjerte, og har en lang historik med Tao Fong Shan.
Som nyuddannet socialrådgiver i slut 90’erne minder hendes møde med det offentlige system meget om min egen historie som nyuddannet socialrådgiver; økonomien er ikke til at yde den støtte og hjælp den enkelte borger har brug for, og arbejdspresset bliver derfor for stort. Efter godt et år som socialrådgiver siger Grace fra, og tager derefter nogle år med ufaglært arbejde. I 2004 kontakter en tidligere klassekammerat, der arbejder på bjerget hende og spørger om hun kunne hjælpe til i det daværende bibliotek. Da biblioteket flytter til LTS, har Grace et år væk fra bjerget, men kommer tilbage som receptionist, og har været her siden. I årene har hun sideløbende med arbejdet læst “a diploma” (svarende til et niveau under dansk bachelor) in business med særligt fokus på regnskab. Til dagligt sidder hun med administrationen af gravpladsen samt alt hvad der vedrører sig vedligehold af bygninger og udearealer. Et arbejde hun i mange år har været glad for, og som hun trives i.
Grace kommer fra en familie, der ikke tror på Gud, og hendes mand er heller ikke troende. Det er tydeligt en stor sorg for hende, men som hun selv udtrykker det, har årene her været a process of healing. Jesus has healed me. Det er derfor også meget vigtigt for hende, at stedet her bliver omgivet af den nødvendige ro, for de, der kommer til stedet og søger stilheden. Men det er vanskeligt, når bygningerne er registreret som historiske og modtager statsstøtte til vedligehold – da skal stedet været åbent for offentligheden.
Det er ikke en hemmelighed, at der i årenes løb har været en del op og nedture i arbejdsmiljøet, og hvordan ledere har tilgået forskellige arbejdsopgaver her på bjerget. Det sætter sit præg på alle ansatte – hvad enten de var en del af det, eller er nyankomne og blot fornemmer, at der er noget, der ikke helt hænger sammen. Det er ubegribeligt for Grace, hvordan vi kan tro, at vi kan udrette noget som helst, når vi sidder som tre forskellige organisationer, og det eneste vi gør er at konkurrere. For hende handler det om at få en fælles leder, og at synet på Service Unit ændres – for right now we are just Service Unit. Grace beskriver et klart skifte da Edmond blev ansat som leder af Service Unit. De gik fra at have en leder, der havde været en del af stedet i mange mange år, og som sjældent tog initiativ eller krævede det helt store af sine medarbejdere, til at have en leder, der ønsker at inddrage sine ansatte og sætte den enkeltes kvalifikationer i spil. Et engagement, som Grace er rigtig glad for, men det har også givet en del overarbejde; “I want to work for the big boss [og her refererer hun til Gud], but I need rest”.
Til spørgsmålet om, hun har drømme for stedet, svarer hun prompte, at hun ikke rigtig nogen drømme har – men at hun har håb. Hun har et håb om, at hendes arbejde vil kunne hjælpe andre. Men også, at der på sigt vil kunne etableres en løsning, så de mange, der besøger stedet vil kunne udvise mere respekt end tilfældet er. Og hun ser et lys i, at der her i løbet af påsken er 50 frivillige fra Sha Tin og Tai Wai, der stiller op til at gå rundt på stedet og guide og fortælle (og i skrivende stund gøres der klar til introduktionsmøde senere i dag for de mange frivillige og der pakkes goodie bags til hver enkelt – det er virkelig spændende at følge, hvad det vil gøre for alles ønske om, at stedet her må emme af den ro og stilhed som det var tiltænkt).
Ind imellem oplever vi noget, der kommer bag på os. Vi står pludselig midt i noget, der giver os en glædelig overraskelse. Eller at vi står i noget, hvor vi oplever afmagt og midt i virvaret oplever, at engle kommer forbi. Oplevelser, der uanset udgangspunkt bliver et vidne om Guds store kærlighed til os mennesker, og en påmindelse om, at hans veje er uransagelige.
Sådan en dag havde vi i går.
Stadig med forskrækkelsen siddende i os fra i mandags, hvor mindstemanden bed i (heldigvis ikke spiste!) en meget giftig plante og han lige var forbi skadestuen, ville vi på tur til Science Museum. Fra hvor vi bor, går vi ned ad en sti mod selve Tao Fong Shan Road. Der er ukurante trin og skæve vinkler. Men drengene har virkelig styr på balancen. På vej ned snubler Levi dog. Værnet “griber” ham ikke, og han falder under det med hovedet først ned ad skrænten og lander på vejen. Flere er gående op og ned til og fra bjerget og kommer til hjælp. Og som sendt fra himlen kommer Edmond og Lorraine (chefen og hans kone) kørende. De er – meget belejligt for os kommet for sent ud ad døren, og møder os lige da vi har mest brug for det, og kan derfor køre os direkte på skadestuen. Et par timer efter er vi retur med en del plastre og et røntgenbillede rigere. Vi er overbeviste om, at Gud sendte engle, der bremsede faldet, og at han sendte engle, der kunne køre os på skadestuen.
Lidt ved en tilfældighed spurgte Chiyan den anden dag, om vi ville med ind at se Kantonesisk Opera. Det var på min Bucket List – så ja tak. Ville ikke forstå noget – og nok heller ikke nyde musikstilen – men det skulle prøves!
Det viser sig, at der er tale om en opsætning, der tager udgangspunkt i fortællingen om Noas Ark. Og baggrunden for opsætningen er et vidnesbyrd i sig selv. To kendte kantonesisk operasangere, ægteparret Man Chin-sui og Leung Siu-sum, konverterede til kristendommen, og i den forbindelse skrev Man “a comtemporary gospel Cantonese opera”. Det i sig selv er en kæmpe opmuntring i dette land, der efterhånden får lagt mere og mere låg på ift. at ytre sig frit – også på det religiøse område. Stykket blev første gang opført i 2010 med Man og Leung i hovedrollerne. Denne gang står de bag scenen og den nye generation af kantonesiske operasangere stod på de skrå brædder. Det var en flot opsætning med tale, sang (der hverken minder om opera eller musical) og kung fu dans. Dertil kommer, at scenografien tager udgangspunkt i Tao Fong Shans porcelænsmalerier. De af jer, der kender til malerierne vil se, at scenetæppet med arken og regnbuen er inspireret derfra. Og bølgerne i forbindelse med selve syndfloden er taget fra maleriet, hvor Jesus stilner stormen på søen. Tænk at arven fra dette skønne sted har fået en plads i en nutidig opsætning.
En lørdag, der i særdeleshed blev ledt gennem mysterious ways.
Hver enkelt medarbejder på Tao Fong Shan bidrager med hver deres energi og humør. Og for de to, der leder Pilgrim’s Hall er der i særdeleshed tale om de store smil og en smittende latter. De kan måske virke en smule lalleglade, men der er tyngde bag deres ellers easy going tilgang til livet.
Tidligere har Pilgrim’s Hall været ledt af en manager, der havde en officer og en assistent under sig. Da manageren gik på pension for snart to år siden blev stillingen sparret væk. Eddie blev ansat som Assistant Guest House Officer (man kan ikke andet end trække på smilebåndet over de lange titler både jobs og produkter kan have her i HK), og slog dermed følgeskab med Aki, der har været ansat som assistent siden 2015.
Fra første dag jeg mødte Aki og Eddie har jeg ikke været i tvivl om deres specielle companionship – for det er det engelske ord, der dækker bedre. De er ikke kun gode til at samarbejde, men der er et særligt venskab, følgeskab mellem de to.
Aki forlod i sin tid jobbet som tapetsælger, og selv om han ikke synes det er en særlig flatterende grund, valgte han mest af alt jobbet på TFS, fordi han manglede et job. Men han er meget glad for at være landet her. For som han udtrykker det, er det som om han kan være på retræte hver dag – there is time and there is space. Dagligt tager han alene gåturen op ad bjerget fra stationen – hans daglige mindfullness øvelse. Lønnen, der udbetales til bankokontoen er ikke høj, men for ham får han så meget mere; gode arbejdstider (en arbejdsuge i HK er 44 timer (og mange her derudover 1-2 timers dagligt overarbejde) – her er det 37,5), en hel times frokostpause med mulighed for stilhed og refleksion, de rolige omgivelser midt i naturen – det kan ikke købes for penge.
Aki hjælper med bookinger og fører regnskab – dette køres, af for Aki uforklarlige årsager, i to separate systemer, hvorfor alt skal tastes to gange i hhv. Pilgrim’s Halls og ServiceUnits it-system. Han betegner det ikke som dobbeltarbejde, men at sådan er det nu engang det er.
Da billedet af Aki skal tages, er det ham meget magtpålæggende, at det skal tages i Pilgrim’s Halls spisesal. Foran det store kakkelmaleri, der illustrerer Tao Fong Shan og de tre skilte, der hænger om døråbningen. Vi har forsøgt at oversætte det efter bedste evne: Til venstre: Den underfulde vind åbner porten til det levende vand. Over døråbningen: Livets brød. Til højre: O, hvilken nåde, at ordet blev kød. For det er årsagen til, at vi er her.
Eddie har i næsten seks år været ansat som noget jeg vil definere som SoSu-assistent på et hjem for både fysisk og psykisk handicappede voksne. Et job han egentlig var rigtig glad for, men det var med meget skiftende vagter, og han kunne derfor ikke komme i kirke sammen med sin kone. Derudover savnede han en mere tydelig gensidig relation med dem han arbejdede med: “They [beboerne] don’t see me. They only see the bag of chips I’m holding in my hand. I want to reach people!” Og det at møde mennesker, samtale med dem, få dem til at føle sig hjemme på Tao Fong Shan er noget Eddie i den grad trives i. Også som Aki finder han en stor ro i at være på stedet her. Det at være i et kollegialt fællesskab, hvor man kan dele livet med og troen på Gud, og sammen opmuntre hinanden, gør at han dagligt opmuntres til et job han ingen erfaring havde inden for, da han kom til stedet.
Som Aki hjælper han også til med bookinger, og lægger derudover også vagtplanerne for Pilgrim’s Halls øvrige ansatte, der pt tæller en kok og to oldfruer. Ellers lægger han og Edmond mere langsigtede planer for stedet.
For Eddie er det heller ikke ligegyldigt, hvor billedet af ham bliver taget. Det skal tages i søljegangen mellem Pilgrim’s Hall og bygningerne, der huser shoppen og mødelokaler. For derfra kan Christ Temple ses i baggrunden, og netop klart vise årsagen til, at vi er her.
Da jeg spørger, hvilke drømme de hver især har for stedet tændes der et særligt glimt i begges øjne, og Aki næsten springer op af stolen og begynder at tegne og fortælle på et stykke papir. Han drømmer om forskelllige åbne arrangementer. Hver fredag at have en form for jamsession i Pilgrim’s Halls spisesal, hvor man kan komme og spille et stykke musik, og derefter have en samtale om, hvad musikken betyder for én. Eller om søndagen at åbne det store mødelokale – Conference Hall ved parkeringspladsen, og vise en film som de fremmødte derefter kan samtale om. Eddie brænder for de unge. Han har en masse ideer til hvordan de to udlejningshuse, der også hører til Pilgrim’s Hall, kan sættes i spil ift ungdomsgrupper. Det er meget tydeligt for mig, at han har et særligt hjerte for den næste generation, og at han ser nødvendigheden af at give arven videre til de unge ved at skabe gode miljøer for dem.
I dag, d. 13.03.21., er det 69 år siden Karl Ludwig Reichelt døde. Hvert år samles ansatte og venner af Tao Fong Shan til en mindestund ved Reichelts grav. I går var den katolske biskop inviteret til at holde en tale. Udgangspunktet for talen var et af Reichelts yndlingsvers fra Bibelen: “Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min rørte, og der skal blive én hjord, én hyrde” (Johannesevangeliet kap. 10 v. 16). Reichelt er forfatter til sagen: “Din rigsdag Jesus være skal…” og for de af jer, der kender den, så kan I i videoen få en idé om, hvordan den lyder på kantonesisk…
Under normale omstændigheder ville der efterfølgende være inviteret på mad, men pga. pandemien havde Bodil og jeg pakket poser med en isthe, kage, frugt og chokolade, som hver enkelt kunne tage med sig tilbage til sin kontorplads.
Der er åbnet mere op her i Hongkong ift. forsamlingsforbuddet og hvilke institutioner, der må holde åbent. Vi må nu samles fire ad gangen og alle kulturinstitutionerne er åbnet op. Skoler og uddannelsessteder er fortsat henvist til onlineundervisning. Men denne fordobling ift. forsamlingsforbuddet har givet anledning til at genoptage en tradition i Service Unit; hvert kvartal fejres de medarbejdere, der har haft fødselsdag siden sidste kvartal. I den forbindelse blev vi derfor, også i går, inviteret ud på dim sum til frokost. Der blev bestilt 12 til hvert bord – og de af jer der kender til dim sum ved, at det er mere end rigeligt!! Det er simpelthen så lækkert, og man kunne jo overveje at starte en dim sum restaurant, når vi kommer til Danmark igen. Og som I kan se på billedet sidder vi kun fire ved hvert bord, og overskrider derfor ikke forsamlingsforbuddet…
Vejret kan også være overskyet og med regn i denne by. Derfor har vi de sidste to lørdage leget turister i egen by. (I får den anden lørdag, når nettet kører en smule mere stabilt…)
D. 27. februar drog vi mod Hong Kong Island. Dagen skulle lede os igennem Lonely Planets forslag til det de kalder en Neighbourhood Walk i Central. Vi lagde ud med vores første tur i en sporvogn – de gyngende og bratte bevægelser gav os oplevelsen af at være med i en rutchebaneforlystelse. Drengene har nu lært at synge “Der kommer altid en sporvogn og en pige til…” Turen fortsatte gennem smalle gader sirligt klemt ned mellem bygninger, der giver hold i nakken, hvis man skal gøre sig et forsøg på at se toppen. Butikker med små facader men stor dybde, ligger som perler på en snor. En særlig perle er stedet, hvor du imens du vasker dit tøj, kan nyde en lækker kop kaffe og se på kunst af forskellige upcomming kunstnere. Coffee and Laundry er i særdeleshed et besøg værd! Videre derfra gik turen til det nyrenoverede Western Market (oprindeligt fra 1906). Smuk bygning, men så er der vist ikke så meget mere at sige om det besøg… Lonely Planet guided os til frokost hos Kau Kee. Og som forudsagt stod vi i kø for at få et bord. Men det var så absolut ventetiden værd. Smeltende mørt oksespidsbryst. SÅ lækkert!
I midtbyen ligger der også en del templer og markeder – igen kilet ned mellem boligblokke og butikker. Særligt Man Mo Temple havde vi set frem til at se (især nu hvor det er der forsidebilledet på Lonely Planet er fra) – men igen blev vi mødt af en kø, der var længere end især drengene synes var sjov at stå i… Det må blive en anden gang. Og man skal jo ikke gå ned på mad, så vi blev af Lonely Planet ledt til Mammy Pancake, hvor vi fik vores velfortjente eftermiddagskaffe. Levi var ikke lige til en bubble waffle, så da han fandt ud af, at de havde en coke float var han ellevild! – yes her sælges den klamme børnefødselsdagsgimmik, hvor man lige lister is ned i sin sodavand…
Vi afsluttede dagen med besøg på to steder, der virkelig emmer af et kreativt og spændende miljø. PMQ – Police Married Quarters (oprindeligt etableret i 1862 som den central skole) – er med sine to nyrenoverede seksetagers blokke et mekka for både etablerede og upcomming designers. Dertil mulighed for at deltage i kreative værksteder, der får mine tanker henledt til Godsbanen i Århus. Videre derfra til tidligere domstol og fængsel i Hongkong (etableret i 1841) – Tai Kwun, der nu med sit kæmpe areal danner rammen for restauranter, butikker, kunst og kultur. To steder, der så absolut er besøg værd!
En sen aftentime sidder jeg på verandaen ved Pilgrim’s Hall sammen med Tao Fong Shans nattevagt, og nyder stilheden, mørket og chikanernes sang. Oplevelsen af dette sted er væsentlig anderledes end i dagtimerne. Det er som om her nu endelig emmer af den ro, fred og frihed som stedet var tiltænkt.
Pradip fylder i år 60, og er dermed berettiget til pension. Efter 20 år som nattevagt kunne man tænke, at han ville se frem til at nyde sit otium. Men han oplever på ingen måde, at der er tale om et arbejde. For som han siger, så oplever han, at han hjælper Tao Fong Shan. Og efter sin kones død i efteråret, har han ikke meget at sidde derhjemme for. Han håber derfor at få forlænget sin ansættelse.
Med sit rolige væsen ankommer han til bjerget et par timer førend han egentlig skal møde ind. Så hjælper han til i Pilgrim’s Hall med lettere rengøring. Når det øvrige personale tager hjem kl 17, sørger han får at aftensmaden serveres for de overnattende gæster og tager ellers en snak med de, der ønsker det. Flere gange om natten går han rundt på området, og sidder ellers på verandaen i stolen med armlæn.
Vi sidder i mørket og lader stilheden tale. Indimellem popper der sætninger ud af Pradip, der på en nattevagt ellers er alene med stilheden.
Pradrip stammer fra Nepal, og kom til Hong Kong, fordi hans far var en del af den britiske hær. Som ung fortalte et familiemedlem Pradip og hans søstre om Jesus og de blev omvendt og døbt. Senere mødte også hans forældre Jesus.
Meget har forandret sig her på bjerget. Førhen var der knap så stille om natten. Ofte mødte Pradip illegale kinesere i buskaset omkring bjerget. De er der ikke længere. I stedet kan man indimellem høre musik eller nogen der synger. Også Pradip oplever en stigning af besøgende på bjerget. Og det er ikke altid positivt i hans optik. For hans oplevelse er, at de ikke bekymrer sig om stedet, og dermed ikke udviser respekt for de, der rent faktisk opholder sig her for at søge ro, fred og frihed.
Familien Haahr Mukai 